Drivhuset i April
Vask:
Giv drivhuset en ekstra gang sæbevask inde og ude. Det er nu skadedyrene vågner og planterne ikke kan få lys nok. Vask drivhuset med et effektivt rengøringsmiddel og brug en god børste eller svamp så du kommer ind i alle kroge.
Skyl efter med din haveslange.
Udskift jorden
I faste bede i drivhuset er det vigtigt at udskifte jorden. Som i køkkenhaven kræver drivhusjord også vekseldrift, ellers bliver planterne syge.
Den sundeste jord får du ved at udskifte jorden hvert år. Har du ikke nok færdigomdannet kompostjord, kan du hente den nye jord fra køkkenhaven og blande den med kompost, men du kan også købe færdig jord med gødning. Du kan fylde jorden i plantesække eller direkte i et bed. Udskift i 30cm dybde.
Så nye afgrøder:
Nu kan du så gulerødder, porrer og kål. Vælg sommergulerødder, som du kan så direkte i jorden og dermed få en tidligere høst. Sådybde: 1-2 cm. Afstand mellem frøene: 2-3 cm og 30 cm mellem rækkerne. Du kan også så sommer- eller vintergulerødder i mælkekartoner med jord, og senere klippe kartonen op, og plante rødderne ud med ”klump” i køkkenhaven. Porrer sås i potter eller i en flamingokasse med huller i bunden. Fyld lidt såjord i potten, og er den ikke gødet, så gød let med organisk gødning. Tryk jorden en smule flad. Vand med en spreder. Drys frøene ud og drys et tyndt lag sand ovenpå. Læg et stykke plast på, indtil frøene spire. Let plasten en smule om dagen, så der kommer luft til. Der findes både efterårsporre og vinterporre. Vælg vinterporre, så har du grøntsager, når de savnes mest. Plant ud efter Grundlovsdag, så er risikoen for angreb af gulerodsfluen mindre. Hvidkål, rødkål, rosenkål, grønkål og savojkål er egnet til forkultivering i april. Blomkål allerede i februar. Sådybde 2-3 cm.
Salat kan du så hver tredje uge. Drys det ud på jorden i en potte eller et bed i drivhuset og fyld en lille smule sand over frøene. Salat bliver meget sprødt i drivhuset, når blot det vandes godt.
Vinen
Vin blomstrer med små næsten usynlige blomster, og gør det ikke på en gang. Normalt bestøves den let af insekter eller en smule blæst, men du kan også ryste din vin et par gange i april for at være helt sikker på en god bestøvning.
Kiwi, abrikos og fersken
Bestøves også af insekter, hvis de er der. Ellers må du i gang med at lege bi med en pensel eller en tot vat og bringe støv fra planteblomst til planteblomst.