Rosenduft i drivhuset
Roser i drivhuset
Selvfølgelig skal der være en vin i drivhuset, men prøv om du ikke også kan få plads til en slyngroser. Det vil du aldrig fortryde. Min egen favorit er en mosrose. Når jeg åbner døren til mit drivhus mødes jeg af en aroma der giver en fornemmelse af at flyve på en lyerød sky. Mosrosen har en duft så dejlig, så det er en ren fornøjelse.
Mosroser er en mutation af centifolieroserne, det vil sige en åben middelkraftig plante med overhængende vækst og sommerblomstrende, og er en af de mærkeligste mutationer blandt planter. Dens alder og historie er ikke kendt, men de ældste oplysning man kan finde stammer tilbage fra 1696 og kan føres tilbage til Sydfrankrig.
I 1699 omtales rosen i Leipzig og i 1720 findes den i Holland. Fire år senere dukker den op i England.
Mosrosen Rosa centifolia muscosa adskiller sig fra andre roser ved en slags moslignende behåring på bægerbladene og frugtknuden. Hos nogle sorter optræder gevæksterne også på stænglen, grene og blade.
“Mosset” er omdannet kirtelhår, der ved mutationen er blevet kraftigt forstørret. Det dufter at harpiks, og kan veksle i farve fra grøn til brunligt. Væksten på rosen er ret opret, men ofte skal den støttes med en pind. Bladene er læderagtige og blomstens farver er mørk violet til sart rosa, gule eller kastanjebrune og som gamle roser, har de en ægte duft at roser.
Gennem tiden og især i 1840-1870 er sorten blevet forædlet, så der i dag både finde remonterede sorter og sorter der blomster en enkelt gang. Sammenlagt findes der omkring 250 forskellige sorter.
Mosroser er meget hårdføre, og bliver ofte meget gamle. Folk der sætter pris på roser, lader derfor ofte mosroserne gå i arv fra generation til generation.
Kan du ikke skaffe en mosrose så prøv en anden duftende slyngrose. New Dawn kunne være et godt alternativ.