Dyrk tomater i halm

Dyrkning i halm giver ekstra varme til rødderne
Det handler bare om at komme på landet og hente et par baller halm. Så skal du bare se løjer.
Dyrkning af agurker og tomater i halmballer er en gammel kendt metode, der mere eller mindre er gået i glemmebogen. Det er lidt synd, for dyrkning i halm er både sjovt og anderledes, og giver et godt resultat. Nuvel der er arbejde med det, men arbejde er jo ren glæde, når man står i et drivhus.
Fordelen ved at dyrke i halm er, at de planter vi har i drivhuset, ofte kræver god varme, også ned hvor rødderne er, og varmen skaffer halmen ganske gratis.
Sådan gør du:
1. Anskaf dig en eller to halmballer.
2. Grav ballerne ned i drivhuset – og her ligger jo det største arbejde.
3. Vand halmen inden du lægger det i jorden. Det skal drive af vand og det gøres lettest ved at vande dem fra alle sider. Mest vand optager de fra skårsiden.
4. Sådanne vandbomber er meget tunge, så du skal nok bruge en sækkevogn for at flytte dem ned i hullet.
5. Hæld 0,75 liter organisk gødning i en spand pr. balle og tilsæt vand. Rør rundt i grøden og hæld den over ballen næste dag. Fordel gødningen over hele ballen.
6. Nu vander du med en bruser på en kande eller slange, men ikke mere end gødningen lige akkurat trækker ned i halmen og ikke fortsætter ned gennem halmen.
7. Dæk nu halmen med aviser i et lag af ca. ti centimeter.
8. Nu går der gang i processen med bakterier, der æder løs og det giver varme. Så varmt at temperaturen hurtigt vil stige til op mod 60 grader. Det er lige lovligt meget for en plante, så når temperaturen igen falder til mellem 25 og 27 grader, så kan du plante i halmen. Her holder temperaturen sig i lang tid.
9. Skær hul med en kniv til planterne og plant direkte eller fyld lidt muld i hullet og plante planterne her.
10. Alle typer halmballer kan anvendes bort set fra havre, men sørg for at få en halm der er frisk gul i farven.