Tre vandveje i drivhuset
Kapilærkasser, drypvanding, vandkande. Vi skal snart for alvor i gang med at vande i drivhuset. Vand sætter alt liv i gang også planternes. Hvilket vandingssystem skal man så vælge? Det er der mindst tre meninger om.
Godt gammeldags har man vel lovat være
Nostalgisk
Jeg er en smule gammeldags. Jeg er nostalgiker og bruger vandkande. Det er den mest tidskrævende metode, og når man arbejder mere end godt er, så er det måske lidt tåbeligt. Men der er altså et eller andet afslappende, og for mig mindre mekanisk ved at gå ud til sine planter hver dag og se til dem, tale lidt med dem og give dem en sjat vand. Jeg skal jo alligevel ud og have min fyraftensbajer, og den skal foregå i de lune duftende drivhus. Har du drivhus, er du jo alligevel uden i det hver dag, ikke sandt?
Til gengæld er det så vigtigt, at jeg ikke skal gå efter vand, og at vandet ikke er fra den kolde hane, men har en tilpas temperatur. Det har jeg klaret ved at grave en regntønde ned i drivhuset. Vandet kommer direkte fra mit hustag og skulle det gå så galt, at tønden flyder over, så er der overløb på. Det er et rør af den slags man bruger til håndvaske, blot lidt tyndere.
Jeg har boret et hul i plasttøndens øverste del, så jeg lige kan presse røret igennem. Overskydende vand ledes herefter under jorden (kunne også føres over), og ud i min græsplæne. Den kan aldrig få vand nok.
Når tønden er gravet ned, er det fordi den så ikke skæmmer, men virker som en lille sø. Omkring kanten gror grønne husfred, så det er åh så idyllisk, især når der af og til hopper en frø eller tudse ned. De tager sig af sneglene.
Vandkanden stikker jeg så ned i tønden og vups, så er den fyldt med dejligt regnvand.
Lidt doven er jeg dog, så i år har jeg tænkt, at jeg vil bøje ryggen lidt mindre, så nu skal der installeres en pumpe med stang og hane, så jeg ikke længere skal bøje ryggen. Eneste minus er, at en sådan pumpe kræver el, og det må jeg så se at finde ud af, hvordan jeg løser på en smart måde.
Kassevanding er for den der ikke gider vand så tit
Den smarte
Kapilærkasserne er for den smarte. En gang lavede man dem selv af en træramme fores med plast. Rammen fik et låg på og i låget borede man huller, hvor man stak et plastrør (tæpperør) ned. Røret blev fyldt med spagnum og i røret, var der så boret huller, så det vand der nu blev hældt i kassen kunne trænge ind i hullerne op i spagnummet og videre op til planterne, som var placeret i en hjemmelavet plantesæk, lavet af en sort plastpose. Nu er den slags blevet moderniseret af færdiglavede kapilærkasser af flamingo. Dem er der siden solgt nogle millioner af.
Fordelen ved kapilærkasserne er, at man kan nøjes med at vande en gang imellem, måske hver uge, måske med større mellemrum, afhængig af varmen og planternes behov for vand. Man skal som ved vandkandemetoden huske at fylde gødning i, og her kræver det omhu. For ikke at overgøde, er det det mest sikre, at fylde gødning i kassen, samtidig med du hælder nyt vand i, og vel at mærke gødning og vand når kassen er ved at løbe tør for vand og ikke før. Bruger du slumpmetoden med vandpåfyldning nu og da, og så en slat gødning, så kan det hele let komme ud af kontrol.
Vandlet klarer selv gødning og vand efter behov
Stabil er en god ting
Den stabile måde er et Vandlet system. Ganske enkelt går det ud på, at du forbinder en vandslange med en beholder, hvorfra der først er en såkaldt fødeslange, der så munder ud i siveslanger, det vil sige slanger med små huller. Vand fra siveslangerne drypper så lige ned til roden af planten. Vandletsystemet har en termostat der åbner og lukker mere eller mindre for vandtilførslen, alt efter varmen i huset. Endnu en smart ide er, at man kan tilfører gødning i beholderen, så planterne samtidig gødes.
Ulempen ved systemet er, at slangerne kan kalke til, så man skal efter hver sæson sørge for at få slangerne afkalket