Dyrkning i halm giver ekstra varme til rødderne

Det handler bare om at komme på landet og hente et par baller halm. Så skal du bare se løjer.

Dyrkning af agurker og tomater i halmballer er en gammel kendt metode, der mere eller mindre er gået i glemmebogen. Det er lidt synd, for dyrkning i halm er både sjovt og anderledes, og giver et godt resultat. Nuvel der er arbejde med det, men arbejde er jo ren glæde, når man står i et drivhus.

Fordelen ved at dyrke i halm er, at de planter vi har i drivhuset, ofte kræver god varme, også ned hvor rødderne er, og varmen skaffer halmen ganske gratis.

Sådan gør du:

1.      Anskaf dig en eller to halmballer.

2.      Grav ballerne ned i drivhuset – og her ligger jo det største arbejde.

3.      Vand halmen inden du lægger det i jorden. Det skal drive af vand og det gøres lettest ved at vande dem fra alle sider. Mest vand optager de fra skårsiden.

4.      Sådanne vandbomber er meget tunge, så du skal nok bruge en sækkevogn for at flytte dem ned i hullet.

5.      Hæld 0,75 liter organisk gødning i en spand pr. balle og tilsæt vand. Rør rundt i grøden og hæld den over ballen næste dag. Fordel gødningen over hele ballen.

6.      Nu vander du med en bruser på en kande eller slange, men ikke mere end gødningen lige akkurat trækker ned i halmen og ikke fortsætter ned gennem halmen.

7.      Dæk nu halmen med aviser i et lag af ca. ti centimeter.

8.      Nu går der gang i processen med bakterier, der æder løs og det giver varme. Så varmt at temperaturen hurtigt vil stige til op mod 60 grader. Det er lige lovligt meget for en plante, så når temperaturen igen falder til mellem 25 og 27 grader, så kan du plante i halmen. Her holder temperaturen sig i lang tid.

9.      Skær hul med en kniv til planterne og plant direkte eller fyld lidt muld i hullet og plante planterne her.

10.  Alle typer halmballer kan anvendes bort set fra havre, men sørg for at få en halm der er frisk gul i farven.

Fundamentblokke placeret dirkete på plan jord, afrettet med lidt grus fungerer fint til mindre huse.

Sådan laver jeg min sokkel til drivhuset

På Julianas hjemmeside kan du se en meget detaljeret billedserie om, hvordan man sætter et drivhus op og forbereder en sokkel. Jeg vil alligevel give dig et let tips, der kan anvendes af langt de fleste. Mange har på de mindre drivhuse ikke meget andet end et par mursten i hjørnerne og det er så det. Det er måske lige lidt nok. På diverse hjemmesiders blok kan man følge diskussioner om, hvordan den korrekte sokkel laves. Egentlig er det ligetil, hvis man bare laver den som man ville lave en sokkel til et hus. Det vil sige en rende 90 cm ned i jorden fyldes med beton, og når man når jordoverfladen, så sættes en lecablok på. Det er dog et ret krævende arbejd og efter min bedste vurdering unødvendigt i 99 procent af tilfældene.

Et af mine favorithuse er et Juliana Royal på lidt over 12 kvadratmeter. Når man køber et sådan drivhus, kan man altid købe en original sokkel af stål, og det bør man bestemt gøre. Det er faktisk ikke så let at undvære. Det holder huset sammen, men som sokkel alene, synes jeg der mangler lidt.

Jeg har derfor gjort sådan:

1.      Jeg har lavet en ramme af ganske almindelige fundamentblokke. De er ikke gravet ned, men står direkte på jorden.

2.      På blokkene har jeg så sat stålfundamentet og forskellige steder i hjørner hældt cement i de huller, der nu er i fundablokke og forankret drivhuset hertil.

3.      Nå står det hele faktisk godt og solidt og rimelig hurtigt. Jeg er ikke bange for at hus skal flyve af sted med soklen, og ej heller bange for at soklen synker. Der er jævnt tryk over hele huset, så praksis viser, at det fungerer.

Inden for i huset har jeg i jorden op mod soklen gravet en plade med flamingo ned og det giver jo da en vis isolering. Man kunne tage soklen med og isolerer denne også. Den helt store betydning tror jeg dog ikke det har.

Fundamentsoklen giver i øvrigt tyve centimeters ekstra højde, og det er ikke så ringe endda.

En let måde er det også at lave et såkaldt punktfundament der går 80-90 cm i dybden. Det er jeg for doven til, og det giver ikke den højde, jeg gerne vil have.

En god sokkel er bæredygtig økonomi.

Roser i drivhuset

Selvfølgelig skal der være en vin i drivhuset, men prøv om du ikke også kan få plads til en slyngroser. Det vil du aldrig fortryde. Min egen favorit er en mosrose. Når jeg åbner døren til mit drivhus mødes jeg af en aroma der giver en fornemmelse af at flyve på en lyerød sky. Mosrosen har en duft så dejlig, så det er en ren fornøjelse.

Mosroser er en mutation af centifolieroserne, det vil sige en åben middelkraftig plante med overhængende vækst og sommerblomstrende, og er en af de mærkeligste mutationer blandt planter. Dens alder og historie er ikke kendt, men de ældste oplysning man kan finde stammer tilbage fra 1696 og kan føres tilbage til Sydfrankrig.

I 1699 omtales rosen i Leipzig og i 1720 findes den i Holland. Fire år senere dukker den op i England.

Mosrosen Rosa centifolia muscosa adskiller sig fra andre roser ved en slags moslignende behåring på bægerbladene og frugtknuden. Hos nogle sorter optræder gevæksterne også på stænglen, grene og blade.

“Mosset” er omdannet kirtelhår, der ved mutationen er blevet kraftigt forstørret. Det dufter at harpiks, og kan veksle i farve fra grøn til brunligt. Væksten på rosen er ret opret, men ofte skal den støttes med en pind. Bladene er læderagtige og blomstens farver er mørk violet til sart rosa, gule eller kastanjebrune og som gamle roser, har de en ægte duft at roser.

Gennem tiden og især i 1840-1870 er sorten blevet forædlet, så der i dag både finde remonterede sorter og sorter der blomster en enkelt gang. Sammenlagt findes der omkring 250 forskellige sorter.

Mosroser er meget hårdføre, og bliver ofte meget gamle. Folk der sætter pris på roser, lader derfor ofte mosroserne gå i arv fra generation til generation.

Kan du ikke skaffe en mosrose så prøv en anden duftende slyngrose. New Dawn kunne være et godt alternativ.

Fra boligen nedløbsrør føres vandet ind i drivhuset og ned i en tønde

Jeg ved ikke hvordan du har det med at vande planterne i dit drivhus. For nogen er det en pestilens, for andre er det ren råhygge. Jeg har det, som de sidste. Jeg har prøvet med et af de der super vandingsanlæg som Juliana sælger, og jo det virker skam, men jeg synes, det er langt mere hyggeligt at gøre det selv. Der bliver lidt fabrik over det andet. Jeg vil tale med mine planter hver dag.
Det eneste problem er selvfølgelig, når ferien presser på, men så er jeg så heldig at mine naboer står i kø for at vande mit drivhus. Det giver lidt tomater og agurker, og så synes de faktisk, også det er ret hyggeligt.
Det handler jo så trods alt om at gøre det lidt let, så man har vand lige ved hånden. En vandslange gravet ned i jorden og afsluttende med en hane er en mulighed.
Jeg foretrækker dog regnvand og at opsamle det i en tønde inde i huset. Det har den fordel at vandet ikke er iskoldt, og så foretrækker de fleste planter regnvand frem for vandværksvand. Herudover er der også en besparelse, og man kan jo lige så godt tage det hele med.

Sådan
Mit system er meget simpelt.
1.
Tønden har jeg gravet ned, så den i virkeligheden ser ud som en lille dam. Jeg synes det ser bedre ud, end at have en stor klods i huset. Langs kanterne gror husfred for konen skyld. Hun bryder sig ikke om at se en plastkant.
2.
Vandet til tønden føre jeg fra mit hus tagrende, ned under jorden i almindelige nedløbsrør, frem til drivhuset og op langs tøndens kant.herfra et knæk så det løber ned i tønden. På den måde undgår jeg at skære hul i tønden.
3.
Når det regner, regner kommer der en del vand. Noget søger fra husets tagrende en anden vej, og noget ned mod tønden. Bliver tønden overfyldt har jeg lavet et overløb ved at bore et hul der passer til nogle små plastrør. Plastrørerne ledes så lige under jorden og ud i haven.

Når jeg på den måde har vandet lige ved hånden, er det ikke spor besværligt at vande. I perioder er jeg helt doven. Så fylder jeg også flydende hjemmelavet økogødning i tønden. Det sker lidt på slum. Bliver mine planter for lyse, så har de fået for lidt, men efterhånden finder man den rette dosis. Gødningen fortyndes selvfølgelig i tider, hvor der er meget regnvand, og det skal man lige tage højde for.